Evighed og forgængelighed følges hånd i hånd, trækker i hinanden og opleves ofte som modsætninger.
Jeg bliver stille, når jeg i øjeblikke møder evigheden i det skrøbelige liv. Eller jeg ser den som en mulighed.
Samtidig er det også, når jeg intet begriber, at bevægelsen og farverne er der.
Dette spændingsfelt er som tema med i mit arbejde med ler.
Min formverden tager afsæt i det konkrete og specifikke, ‘det, som er’.
Det kan være bølgen, der rammer land og trækker sig tilbage, som en vejrtrækning – tidløs og evig foranderlig. Spor i strandsand. En sten i vandet, som giver nye strømninger. Et imaginært dyk i havet – livsformers ophav. Og den gyldne spiral som genkendes i solsikken, nautilen og sneglehuset.
Sådanne universelle former og fænomener repræsenterer for mig en bagvedliggende orden. De skaber en ramme, som giver rum til at reflektere og udforske mit materiale, leret.
En fortælling begynder – eksistens, ler og verden er i spil.
Noget bliver til, noget dør – noget er synligt, noget er skjult – en genkendelse i noget fremmed – en erindring om noget glemt eller måske ukendt.
Skulpturerne er håndmodellerede og er ofte i lyse farver mod det ‘rå’ ler. Jeg er fascineret af gamle freskomalerier i kirker – det kalkede, matte og stoflige udtryk.
For at nærme mig dette porøse og forgængelige udtryk bruger jeg lerfarverne sinterbegitning og terra sigillata. Sidstnævnte betyder forseglet jord – og jeg brænder skulpturerne ved lave temperaturer.
Som kontrast og for nogle steder at fremkalde dybere farver anvendes i mindre omfang ‘stænk’ af glasurer.
SKULPTUREN ER EN PORTAL IND TIL NUET
Om billedkunstner Vivian Høi Nielsens keramiske skulpturer
Artikel af Trine Rytter Andersen, kurator og kunstskribent, 2019